LOG IND     UDSKRIV     SEND

> > > >

Aktuelle arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Faglige artikler

FM Update


FORSIDE

DFM NETVÆRKS ÅRSKONFERENCE

AKTUELLE ARRANGEMENTER

DRIFTSHERREPRISEN

BLIV MEDLEM AF DFM NETVÆRK

OM DFM NETVÆRK

ARTIKLER

DFM NETVÆRKS UDVALG

NETVÆRK

OM FM - FACILITIES MANAGEMENT

FM - LITTERATUR

FM EFTERUDDANNELSE

DFM BENCHMARKING

KONTAKT

KUN FOR MEDLEMMER AF DFM NETVÆRK

AFHOLDTE ARRANGEMENTER 2015

AFHOLDTE ARRANGEMENTER 2014

AFHOLDTE ARRANGEMENTER 2013

ARRANGEMENTER FRA 2000 - 2012

2012

2011

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000



DRIFTSHERREPRISEN - PRISMODTAGER 2005


1. november 2005


Coloplast Danmark A/S

Den 17. november 2005 modtog Coloplast Danmark A/S Driftsherreprisen 2005. Herunder ses arkitekt maa Kjeld Nielsens tale ved prisuddelingen. Kjeld Nielsen er medlem af DFM netværks bestyrelse samt Driftsherreprisens bedømmelsesudvalg.

"Det er mig en stor glæde at medvirke ved uddelingen af Driftsherreprisen for tredje gang. Først vil jeg på DFM netværkets vegne bringe en stor tak til BoligfondenKuben, som har skabt grundlaget for, at vi sammen kan uddele denne pris, som nu er blevet reguleret, så den er på 125.000 kr.


Se hvad pengene blev brugt til


Vi er i bedømmelsesudvalget blandt mange forslag, efterfulgt af lange diskussioner, inklusive besøg og interviews, endt ved Coloplast, der i særlig grad har efterlevet definitionen på en god driftsherre.


Hvordan har Coloplast så efterlevet dette?

Der ligger en målrettet og systematisk indsats bag de flotte resultater i Coloplast.

Det er bedømmelsesudvalgets indtryk at Coloplast gennemsyres af en fælles kultur og værdier, som tager udgangspunkt i at kunderne er afhængige af, at man leverer produkter af høj kvalitet og man tror på at det smitter af på kvaliteten, at medarbejderne møder kvalitet, fra de kommer ind ad døren til deres arbejdsplads og til de går hjem.


Coloplasts mission

Inden for forretningsområderne ønsker man globalt at være den foretrukne leverandør af medicinsk udstyr og service, der forbedrer brugernes livskvalitet.

Coloplast udvikler innovative løsninger af høj kvalitet, som opfylder kundernes behov. Man søger at opnå kundernes loyalitet ved at lytte til og forstå deres situation og ved at være en pålidelig samarbejdspartner.

Jeres virksomhedskultur tiltrækker og udvikler mennesker, der trives i et aktivt miljø, hvor personligt engagement er afgørende.

Man respekterer forskellighed og handler ansvarsbevidst over for samfund og miljø og i forretningssammenhæng.

I vil være bedst på jeres felt for at kunne skabe vækst og større værdi for kunder, medarbejdere og aktionærer.

I virksomhedens kulturtilbud indgår fitness og sportsmuligheder m.v.

Der er et udbygget intranet, hvor alle informationer, som medarbejderne har brug for, ligger.


Ejendomsporteføljen i Danmark

Pr. juni 2005 har de 140.500 m2 bygninger i Danmark, heraf er 16.700 eksterne lejemål.

På deres nuværende ejendomme har de mulighed for at bygge yderligere godt 50.000 m2.

Udvikling i etagearealer (nybygninger, tilkøb og leje) har de seneste 10 år været på gennemsnitlig 9.000 m2 pr. år.


Baggrund og opgaver

Facility Management (FM) i nuværende form, blev etableret som en organisatorisk enhed den 1. april 2004 hvor ejendomsadministrationen, administrationsafdelingen, kantiner, receptioner samt rejsekontoret blev lagt sammen under Evald Gunnarsens ledelse og med direkte reference til direktionen i Coloplast.

Fælles for disse funktioner er, at størstedelen af de ydelser der leveres, er serviceydelser til forretningsenhederne, der i vid udstrækning kan allokeres til ”kunderne” efter forbrug, direkte eller indirekte.

Det er fundet naturligt at disse ydelser samles i en ledelsesmæssig enhed, med henblik på udnyttelse af kompetence- og omkostningssynergi.

Hovedopgaven for FM er fastlæggelse af serviceniveauer for de respektive ydelser tilpasset efter virksomhedens ønsker og behov samt løbende sikre overholdelse og justering af disse serviceniveauer.

Kompetencen er forankret centralt i FM, som gennem udnyttelse af stordriftsfordele sikrer mest "værdi for pengene" i serviceydelserne til kunderne.

Udfordringen ligger i, samtidigt med at være omkostningsbevidste og konkurrencedygtige i forhold til eksterne udbydere, at sikre en stadig udvikling med skabelse af merværdi for de respektive områder indenfor FM gennem konstant fokus på kvalitets-, omkostnings- og serviceniveau.

Kendetegnende for medarbejdere i FM-funktionen er, at de alle er serviceorienterede, selvkørende og i besiddelse af en hurtig omstillingsevne.

Alle er bevidste om hovedopgaven - at være til og virke til gavn for forretningsenhederne - og undgå "skrankepaveri" og pleje af egne interesser.


FM Miljø og arbejdsmiljø

Målet er at miljø, arbejdsmiljø og sikkerhed bliver endnu mere integreret i hverdagen i Facility Management. Ved fokus, træning og uddannelse vil man skabe en miljø- og arbejdsmiljøbevidsthed, der er på forkant med og synliggør Coloplasts Miljø- og arbejdsmiljøpolitik.


FM Ejendom

Ejendomsområdet er organiseret i en rådgivningsfunktion og en driftsfunktion som overordnet har til formål, at sikre og vedligeholde værdien af de anlægsaktiver der relaterer sig til bygninger og anlæg.


FM Byggerådgivning

Opgaverne i afdelingen relaterer sig til:

- Planlægning og styring af nybygning, tilbygning og ombygning

- Arealforvaltning

- Interne huslejeaftaler


FM Drift

Driftsområdet er primært organiseret i ejendomskontorerne, som varetager løbende drift og vedligehold af de danske ejendomme.

I afdelingen er yderligere arrangementsafdelingen, som styrer og supporterer auditorium og multihal i Humlebæk.


FM Service

Organisationen består af fire enheder som varetager meget forskelligartede opgaver, men alle med en fællesnævner - service.

De fire enheder omfatter:

- Kantiner

- Receptioner

- Central Omstilling

- Postservice

Fælles for områderne er, at de alle har udadvendte arbejdsopgaver og en stor berøringsflade.

Det kræver, at alle yder en høj service og på bedste og mest professionelle måde repræsenterer afdelingen overfor både interne og eksterne interessenter.


Kantiner i Nordsjælland

Kantinerne i Nordsjælland består af 7 selvstændige enheder, som alle fortrinsvis er bemandet med uddannet personale, der med stor og individuel kreativitet servicerer ca. 2.000 spisende gæster i døgnet.

Kantinerne i Humlebæk, Kokkedal, Espergærde og Mørdrup har døgnåbent for betjening af dag- aften- og nathold.

Udvalget af mad på de "skæve" arbejdstider tilstræbes at være af samme standard som på dagholdet.

Der er beskæftiget ca. 50 medarbejdere i kantineområdet og deres fornemste opgave er, at det frikvarter som det daglige kantinebesøg er, skal være en positiv oplevelse, som der ses frem til uanset hvilken tid på døgnet, man arbejder.

Udover den daglige bespisning af medarbejdere leverer kantinen også:

- Gæstefrokoster

- Mødeserveringer

- Aftenarrangementer fra 10-200 personer

- Bespisning til generalforsamling

- Grill til DHL arrangement

- Sportsklub arrangementer (fodbold, cykel, volley)

- Vinklub arrangement

- Biograf aftener

- Personalefester

- Teambuilding for ansatte, datterselskaber m.v.

- Events i alle udstrækninger


FM Rejseafdelingen

Med baggrund i Coloplasts rejsepolitik arrangerer rejseafdelingen alle firmarejser, det være sig ind- som udland, med rutefly, taxafly, tog, bus eller skib.


Konstante forbedringer

Indenfor områderne drift og service er der gennemført ændringer over de seneste år, som mærkbart har forbedret servicen og øget produktivitet.


FM Drift

Alle ejendomskontorerne har arbejdet med kompetencer, ydelser og ikke mindst LEAN, i Coloplast kaldet abc (a better company).

LEAN bygger på optimeringsmetoder og konstante forbedringer udviklet af Toyota.

abc har betydet at alle vedligeholdelsesrutiner er blevet 100% organiseret ud fra detaljeret gennemgang og beslutning af niveauet for vedligeholdet.

Yderligere er alt vedligehold dokumenteret i det elektronisk drifts- og vedligeholdelsessystem, ligesom der findes driftstegninger for alle bygninger og de fleste anlæg.

Seneste fase er netop gennemført hvor det til FM-programmet tilknyttede ressourcestyringssystem er taget i anvendelse for optimal styring af opgaver og ressourcer.

Ressourcestyringssystemet er også helt centralt i opfyldelse af afdelingens SLA’er (service level agreements).


FM Service

Vedr. kantinen er der en lang række initiativer vedr. sund mad, som også rækker ud i samfundet, bl.a. ved samarbejde med Suhrs seminarium. Der benchmarkes med andre virksomheder vedr. kantiner.

Projekt ”Sund mad på arbejdspladsen”, som er gennemført med støtte fra Fødevarestyrelsen, Danmarks Fødevareforskning og fagforbundet 3F, har resulteret i udarbejdelse af en kostpolitik, et ”Værdigrundlag” og andre aktiviteter, som er gennemført i kantinen i Humlebæk med stort succes.

Store dele af projektet er allerede implementeret i de øvrige kantiner til glæde for alle medarbejdere i Coloplast.


Synergier

Hele FM-området skal i stigende grad, og især indenfor drift og service, videreudvikle de oplagte synergier, som der ligger i at have etableret paraplyen Facility Management.

Der arbejdes aktivt med synergi og overlapning på en række arbejdsområder, f.eks. kan kantinelederen eller ejendomsmesteren være en periode på en destination og så flytte til en anden. Dette kan lade sig gøre på grund af den geografiske nærhed mellem domicilerne. Dette er medvirkende til at holde et ensartet kvalitetsniveau samt give variation i ydelserne.

Der arbejdes med multiskilling, således at servicemedarbejderne kan udføre forskelligartede opgaver og derved medvirke til større fleksibilitet samt give den enkelte variation i arbejdet.

Målet er, at Coloplast til enhver tid kan levere det kvalitetsprodukt som kunderne ønsker - bedre og billigere ”in house” end eksterne udbydere af facilities management-produkter. Outsourcing er vurderet af ekstern konsulent, hvor konklusionen var, at dette ikke var økonomisk attraktivt for Coloplast. Indtil videre har ”in house”-løsningen kunnet lade sig gøre, dokumenteret ved analyser og successiv benchmarking med tilsvarende virksomheder.

Der indsamles løbende nøgletal og statistik for de gennemførte aktiviteter, til brug for alle parter. Der er udarbejdet overordnede SLA’er med firmaet og for hvert område udarbejdes der 3-årige strategiplaner. Disse afklares på strategiseminarer, hvor serviceniveau afklares og de til stadighed skærpede krav fra direktionen indgår.

Alt i alt udviser Coloplast et proaktivt forbilledligt samarbejde, som kan være til inspiration for andre driftsforvaltninger, hvad enten det er erhvervsvirksomheder eller boligadministrationer, offentlige som private driftsherrer.

Coloplast har i årevis deltaget i DFM netværk-samarbejdet – dette håber vi at kunne forstærke, således at de fælles erfaringer i endnu højere grad kan nyttiggøres til fælles bedste. DFM netværk afholder sin generalforsamling samt medlemsmøde hos prisvinderen. Det sker den 17. januar 2006.

Men Coloplast udmærker sig kort og godt ved ”særlig god og professionel ejendomsdrift (Facilities Mana­gement), der kan inspirere andre til efterfølgelse”, som det hedder i fundatsen.

Derfor går Driftsherreprisen 2005 til Coloplast."


DFM netværk - Borupvang 3 - DK-2750 Ballerup - Email: dfm@dfm-net.dk - Telefon: + 45 31 38 01 98